Problemet eller løsningen? – Stofbrugere

misbrugsbroblemEfter igennem 15 år at have arbejdet med behandling til misbrugere af alkohol og stoffer. Været på et utal af kurser og seminarer, synes jeg, der tegner sig et billede af stofbrugerne, som jeg ikke havde øjne for tidligere. Når jeg skriver dette, samler jeg dem i alkoholbehandling og dem i behandling for stofmisbrug i en fælles kategori, som jeg kalder stofbrugere.

Når et menneske, der ikke har nærmere kendskab til denne verden af alkohol, stoffer, kaos og smerte, iagttager stofbrugerens destruktive færden, vil konklusionen ofte være, at stofferne er problemet. Ergo vil al kaos, smerte og destruktion forsvinde, hvis blot stofbrugeren holdt op med at bruge. Billedet, der nu tegner sig for mig, fortæller mig noget andet, for når jeg står og kigger på det, der sker i mit daglige virke, giver stofbrugerens gøren og laden som oftest god mening for mig.

Inde i stofbrugeren

Hvis man ”træder ind i” stofbrugeren og kigger ud, kan scenariet sagtens være: ”Jeg ved godt, det er forkert og skader mig, men hvad skal jeg ellers gøre for at holde det hele ud?”. Jo flere ubehagelige følelser stofbrugeren oplever, jo mere stof vil de have brug for for at få ro igen. Stofferne er således den umiddelbare løsning på både emotionel og fysisk smerte og ubehag.

Det er min klare holdning, at alle stofbrugere startede deres brug af stof/medicin, fordi de mente, at det på den ene eller anden måde var en god idé, og at stofferne kunne gøre noget positivt for dem. For eksempel giver alkoholen velvære, og det er, som om man slapper bedre af i andres selskab. Andre stoffer kan have forskellige andre virkemåder, men de har ofte den funktion, at de knytter en gruppe af mennesker sammen.

Samfundets indflydelse på stofbrugere

Som samfund er vi også er med til at fordre denne tilknytning og opdeling, når vi sætter etiketter på eksempelvis hashgrupper, alkoholbehandling, opiatmisbrugere og grupper af mennesker, der anvender feststoffer. Vi forsøger at klassificere stofbrugere i forskellige kategorier ud fra deres valg af stof, selvom de eneste forskelle på deres stofbrug er valget af rusmiddel og de individuelle konsekvenser heraf: Hvis man er en hårdkogt heroinmisbruger er man ofte til større belastning for samfundet end en alkoholmisbruger med job og penge nok til sit forbrug. Desuden er alkoholen jo lovlig og kan købes over alt, så det er ikke helt så slemt, synes man at mene. Men fælles for både heroinmisbrugeren, alkoholikeren og alle de andre stofbrugere er, at de bruger et stof for at skabe mening i deres liv og løse de problemer, de har lige nu og her.

Socialt accepteret

Hash er ved at blive så socialt accepteret, at man ligefrem overvejer, at staten skal tillade et salg, som det allerede gøre sig gældende med alkohol. I fængslerne er det ikke officielt accepteret, at fangerne ryger hash, men det er helt klart det stof, fængselsbetjentene fortrækker, at fangerne bruger, i stedet for alkohol og andre stoffer. Nå man ryger hash er der nemlig en tendens til, at alt bliver udsat, mens man tænker mange store tanker om alt muligt, og man falder til ro, er introvert og har let til søvn. Denne tilstand, kan man jo uden at undre sig se, er behagelig for både fængselsbetjente og indsatte.

Statistikker

Når man kigger på statistikker over stofbrugere af heroin (opiater) og kokain, ser det ud som om, at der er kommet flere kokainbrugere og færre heroinbrugere. Det er på sin vis sandt, men bag de statistiske beregninger gemmer der sig en stor gruppe af mennesker i metadonbehandling, der ikke tager heroin længere, fordi heroinen ikke virker nær så godt, når man er på en høj dosis metadon. Men det gør kokain og benzodiazepiner (nervepiller) derimod. Så nu er der mange af de tidligere heroinbrugere, der er blevet brugere af metadon, subutex, nervepiller og kokain i stedet for. Og hvorfor så det? Fordi det ikke handler om blot at få et stof, så man ikke har abstinenser. Det handler om at bruge stoffet på en særlig måde til at opnå det ønskede virkning, et liv som giver en mening og et ubehag, der ikke opleves.

Det er meget sjældent at en stofbruger er startet direkte med anvende heroin. Ofte er de startet med alkohol og hash, har prøvet lidt kokain eller amfetamin for derefter at fortsætte med heroinen. Mange stofbrugere af kokain er startet med alkohol for senere at forbedre deres funktionsniveau med kokain. Få stofbrugere af alkohol bliver på alkohol uden at skifte stof igennem livet.

Starten af et misbrug

Når så forbruget er startet, og alle jævnligt drikker et par glas vin med vennerne, og man rigtig hygger sig sammen, vil der være nogen, der tager det en tand videre. De begynder måske at reparere tømmermænd med et par øl, man oplever milde og ofte næsten umærkelige abstinenser. Hvis udefrakommende her spørger til alkoholforbruget, vil svaret ofte være: ”Det er ikke noget problem”. Alligevel virker det som om, at den som er ved at udvikle et uheldigt forbrug af alkohol er mere optaget af stoffet (alkoholen) end alt andet og altid klar med en god forklaring på, hvorfor det af et utal af årsager ikke er noget problem. Måske begynder man herefter at tage en nervepille eller to for at få ro på hænderne, fordi man ikke må drikke på jobbet. Abstinenserne bliver stærkere, når man stopper med at drikke efter en periode, og alkoholen eller konsekvenserne heraf har pludselig sneget sig ind i både privatliv, det sociale liv og arbejdsliv.

Slutningen på misbruget

I slutningen af et stofbrug anvendes stoffet stort set kun til at løse abstinenssymptomer. Her vil man som oftest være bevidst om, at man er langt ude og ikke længere er i stand til at kontrollere forbruget. Man er fanget i en uendelig strøm af problemer med familien, følelser og abstinenser, og man kun kender en løsning: Mere stof!

Således ser det ud som om, at stofferne i virkeligheden ikke er problemet, men løsningen på stofbrugerens problemer. Det er med til at give livet mere mening, da rusen i starten af forbruget virker som en frihed. Det er med til at give mere mening i slutningen, da det fjerner abstinenser og giver glemsel, og hvis det er tilfældet vil en kriminalisering af stofbrugere ikke føre samfundet eller for den sags skyld stofbrugerne gode steder hen. Vi kan ikke fjerne og forbyde menneskers eneste redskaber til følelseshåndtering, når vi ikke i samme åndedrag skaber omfattende muligheder for, at de kan få den hjælp, støtte og læring, de skal bruge, skal de finde nye løsninger.

Så ved at bruge denne anskuelse på problemet forsvinder også meget at stigmatiseringen og ”forkertheden”. Det er med til at give håb for stofbrugeren, da der jo ikke er nogen der starter et stofbrug med planer om at det skal ødelægge hele ens liv. Hvis de kunne stoppe selv ville de selvfølgelig gøre med et fingerknips!

Det skulle jo bare lige være lidt for sjov…

Kærlig hilsen Jørgen Maltesen